10 tips til at reducere dit plastforbrug
Her er 10 gode råd fra min Instagram
Nr. 1 – væk med plastikposerne!
Frem med muleposen, støt de bæredygtige alternativer som poser af biobaseret LDPE eller Maistics komposterbare poser af majsbaseret bioplast – vores bedste løsninger indtil videre.
Muleposen af bomuld har lig i lasten i forhold til mængden af vand ved dyrkningen af bomuld, men en klar fordel er, at man kan indskrive den i testamentet, så de kommende generationer også får glæde af den – så går regnskabet vist op.
Nr. 2 – én drikkedunk for livet!
Min Nalgene er lavet af BPA-frit plast uden skadelige kemikalier. Den er overkommelig i pris og har været min trofaste drikkedunk siden 2010. Der er gode historier i den drikkedunk – Everest Basecamp, Kilimanjaro og Costa Rica.
Der er et kæmpe udbud af bæredygtige alternativer til plastikflasken – tjek nettet! Det bugner af forskellige flasker i alverdens farver, former og materialer. Husk rengøring!
Nr. 3 – frem med strikkepindene og hæklenålene
Vi skal igang med at producere karklude. Væk med de plastikbefængte klude og ind med bambuskluden. Det er hyggeligt, miljøvenligt og det giver mening!
Det er selvfølgelig også muligt, at købe de bæredygtige klude – der er ligeledes et stort udbud på nettet.
Nr. 4 – erstat engangsindpakning i hjemmet.
Jeg bruger den bæredygtige Pulito madkasse i stål – den erstatter på fornemmeste vis stanniol og andre syndere. Man kan også overveje stofservietter istedet for køkkenrulle – det behøver ikke at være svært, vel? Jeg fandt en masse økologiske stofbleer i Netto, som jeg har syet om til servietter.
Jeg har også købt nogle servietter til “pænt” brug – de er lavet af gamle duge fra 50- og 60erne. Så undgår jeg engangsemballagen på almindelige servietter.
Nr. 5 – Refuse, reduce, reuse, recycle!
Modebranchen er virkelig på alle måder er rigtige miljøgris. Derfor er mit tips, at man overvejer, hvilke mærker/labels/brands man vil støtte. Tjek i hvilket omfang, der arbejdes med bæredygtige tiltag i produktionen. Det kan være rigtig svært at gennemskue – men hvis man har “rent mel i posen”, så tænker jeg, at firmaerne bruger det bæredygtige ståsted åbenlyst. Det giver i hvert fald god mening!
Jeg har valgt, at nedsætte mit forbrug af tøj – jeg bruger Replace – don´t add tilgangen. Som ny-udsprunget minimalist in the making, er jeg bevidst om mine behov. Det har faktisk ikke været så svært, som jeg havde regnet med. Jeg har lavet en liste over de ting; som trænger til en erstatning; som er drift (undertøj, sokker….) og med rum til at kunne forelske sig i en lækker sag lavet af genbrugsplast fra favoritmærket.
Nr. 6 – sorter dit plastik!
Når plasten nu engang er sneget sig inden for i vores husholdninger, så skal der sorteres! Nogle kommuner indsamler alle plasttyper, hvor andre halter lidt bagud. Min egne kommune er godt på vej – vores genbrugsplads genbruger næsten alt og i maj måned får alle en ny affaldsspand med plads til plastaffald og bio – jubii.
Som udgangspunkt sorterer jeg ALT mit plastik – jeg træner til den dag, hvor jeg modtager den nye affaldsspand. Jeg bruger plastmærkningerne (trekanterne) – andre bruger reglen: hvis man kan tromme på det og det giver lyd, så er det hårdt plast – hvis ikke, ja så er det sørme blødt plast.
Nr. 7 – lav dit egen håndsæbe.
Du kan lave din egen håndsæbe ved at skumme en bæredygtig sæbe, som hældes på en glasflaske. Jeg fandt dette gode råd på hjemmesiden: groenforskel.dk – hvor der er rigtig mange interessante artikler, bæredygtige alternativer og super mange fornuftige råd, der er lige til at adoptere.
Jeg har også købt et EcoEgg til tøjvasken, hvilket reducerer mit plastforbrug. Ægget er supernemt at anvende og kræver ingen opmærksomhed ud over tørring efter brug og nye kugler efter omkring 210 vaske.
Nr. 8 – Lav din egen ansigts-peel
Glem alt om mikroplast – her er en opskrift på at lave din egen bæredygtige ansigts-peel med helt almindelige ingredienser fra dit køkken:
Bland 2 spsk. havregryn, 1 tsk. honning, 1 spsk. olivenolie og 1 tsk. kaffegrums. Fugt dit ansigt med lunkent vand og massér forsigtigt peelen ind i huden. Vent et par minutter, skyl med lunkent vand og fugt din hud med creme.
Tjek igen nettet for make-up og personlig pleje-produkter uden skadelig kemikalier og mikroplast. Dog går man aldrig galt i byen med de fantastiske hjemmelavede sæber fra Lundegaardens-hudpleje.dk.
Nr. 9 – erstat din plasttandbørste med én lavet af bambus
Erstat ligeledes vatpinde med dem, der er lavet af pap/papir og glem ikke at finde bæredygtige alternative til personlig hygiejne – så som bind, der er produceret af åndbar biofilm fremstillet af bæredygtige materialer.
Menstruationskoppen er også et bæredygtigt alternativ – jeg har dog ingen personlig erfaring med denne.
Vi har erstattet tandtråden med Maistics lavet af bioplast – dog er den ikke supergod til mine tænder, da de sidder alt for tæt og dermed knækker tråden for nemt.
Nr. 10 – støt den plastfrie mission!
Der er rigtig mange forskellige måder, hvorpå man kan støtte den plastfrie mission – om du vil være Havvogter, deltage i Affaldsindsamlingen eller lave dit eget bæredygtige event, så er der jo desværre rigelig plast til os alle…..
Du skal “bare” tænke kreativt, innovativt og være modig, så finder du nok på sjov, lærerig, fantasifuld måde, hvorpå du, din familie, dine venner eller dine kolleger kan støtte missionen.
Ovenstående er mine 10 tips til hvordan du kan reducere dit plastforbrug – jeg håber, at du får lyst til at prøve kræfterne med nogle af dem. Rigtig god fornøjelse.