Dette indlæg er skrevet til et barn i 3-4 klasse. Det betyder ikke, at aktiviteten kun er for børn i den alder – naturen har brug for at vi alle sammen fylder en pose eller to med affald. Der er desværre nok af det….

5 timers indsamling – 11 poser affald, 3 poser flasker, 1 TV, 1 bildæk, 1 mobil og 1 hjulkapsel!

I dag kan du være med til at gøre omgivelserne lidt smukkere omkring dig! Inden at naturen for alvor dækker affaldet, der ligger overalt, må du i arbejdstøjet.

Du har sikkert på din skolevej, på gåturen med hunden eller på vej til bageren, oplevet at der ligger skrald mange steder. I dag kan du være med til at rydde op, mens du nyder foråret, fuglefløjt og de mange smukke forårsblomster, der desperat forsøger at kæmpe om pladsen med tommer dåser, alverdens plastik og tomme cigaretpakker.

Skrald i naturen er bare noget skidt! Skrald hører til i vores skraldespande og ikke henkastet i naturen. I naturen kan det tage rigtig lang tid før noget af skraldet bliver nedbrudt. Prøv lige at se disse tal.

Billedet er fra Saml affald – Skoven-i-skolen

https://www.affald.dk/da/5-6/henkastet-affald/artikler/179-affald-i-naturen-nedbrydningstider.html

Der er forskellige årsager til hvorfor vi ikke skal kaste skrald i naturen. Én af dem er, at dåser og flasker der er gået i stykker kan være farlige for dyr – både de vilde dyr og vores kæledyr, når vi går tur med dem. De kan også blive fanget inden i affaldet f.eks. i en flaske.

Noget skrald er farligt for jorden, planterne og vores grundvand. Batterier hører bestemt ikke til i naturen, da de indeholder tungmetaller som er meget farlige.

Sidst med ikke mindst så ser det bare grimt ud, når det flyder med skrald alle vegne.

Så derfor skal du ud og samle affald! Du skal selvfølgelig have en meget stor pose til skraldet, noget tøj på der passer til aktiviteten og et par handsker, så du ikke bliver beskidt eller skærer dig på noget. Find et område, som er trafiksikkert og vær selv synlig! Hvis du har en gul vest så tag den endelig på – måske har én af dine forældre en gul løbevest som du kan låne.

Saml det affald ind som giver mening – jeg har før fundet et TV, vragrester fra et trafikuheld og en hjulkapsel – dem tog jeg ikke med!

Jeg fandt denne her sidste år, da jeg deltog i Affaldsindsamlingen. Jeg lagde billedet op på Instagram. Pludselig kom en mand forbi, han havde set billedet og ville gerne bruge den til en Halloween udsmykning. Herligt, at den ikke skulle på lossepladsen!

Husk at give dig tid til at nyde naturen og vær stolt af den aktivitet, du er i gang med.

Når du er færdig, så kan du samle alle dine poser og tage et billede af dem. Det billede kunne du jo lægge op på Facebook eller Instagram, dermed deler du en rigtig god ide og du får højst sandsynligt en masse ros fra familie og venner. Hvis du ikke selv har en profil, så er jeg sikker på at du må lægge et opslag på én af dine forældres profiler.

Fra sidste års indsamling – cirka 3 timers arbejde, hvor jeg samlede affald der lå på min vej til skole. Min kommune hentede poserne.

Hvis du har mod på det, så kan du sortere skraldet. Hvis du ikke har lyst til at røre ved skraldet igen, så smider du posen ud i gråt affald. Hvis du har fundet tomme sodavandsdåser, så skal de smides ud i metal. Husk at vaske fingre når du kommer hjem. Du trænger sikkert til en snack oven på den udfordring.

Det bliver svært at møde én, der smider affald i naturen lige foran dig – du må gerne bede vedkommende om at tage affaldet op igen bare du gør det på en pæn og ordentlig måde, så de ikke bliver vrede på dig. ”hov, du tabte vist noget” siger du pænt, mens du samler det tabte op og giver det til vedkommende. Den virker!

Tjek dette indlæg på bloggen
http://betinadownes.dk/der-var-alligevel-ingen-der-saa-at-jeg-gjorde-det/

Held og lykke med indsamlingen.

Tjek også http://www.affaldsindsamlingen.dk

1 Comment on Karantæne aktivitet – affaldsindsamling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *