Fra den 9 december 2020 besluttede regeringen at alle elever fra 5 til 9 klasse skulle hjemsendes og at undervisningen for anden gang skulle gennemføres som nødundervisning i form af fjernundervisning.

Som underviser i udskolingen kalder det på omstillingsparathed både fagligt og relationelt. At skulle undervise på diverse kommunikationsplatforme er ikke ideelt, men tåleligt. At ”se og mærke” eleverne via computeren er langt fra den virkelighed, som vi normalt bevæger os i – det at kunne se eleverne i øjnene, mærke deres energi og begejstring samt læse det ulæste, når en elev har brug for hjælp er virkelig sat på prøve. Jeg kender til mine egne udfordringer i nedlukningen – men kender jeg de udfordringer som mine elever oplever?

Jeg sendte en refleksionsopgave ud på Aula til mine to 9 klasser. Jeg skrev følgende:

Det er nu anden gang at I ikke fysisk kommer i skole på grund af corona. Det er nu anden gang, at I hjemsendes på ubestemt tid til fjernundervisning. Det er nu anden gang, at jeres liv ændres og der sættes begrænsninger og restriktioner på jeres liv.

Men hvordan kommer man egentlig igennem sådanne tider med både kroppen og hovedet i god stand? Hvad gør I, foretager jer – for at holde hovedet højt – psykisk, fysisk og socialt?

Eleverne skulle blot meddele mig, om de ønskede at deltage i en snak, hvor de kunne vidensdele deres gode råd. Jeg havde skrevet 3 refleksionsspørgsmål til dem i mailen, som de kunne udfylde inden vores samtale.

1.Hvad gør jeg mentalt for at holde snuden i sporet?

2. Hvad gør jeg fysisk for at holde min krop i gang?

3. Hvad gør jeg socialt for at trives?

Vi mødtes på Teams og jeg skrev alle deres gode råd ned – nedenstående er uddrag og citater fra begge samtaler.

En modvægt til kaos

Mange af eleverne skaber orden i kaosset – der ryddes op, der skabes rutiner og systemer. Det der virker, gentages.

  • Mikkel: jeg tager alle de vagter, jeg kan få på mit arbejde! Det beroliger mig, at det ligner en normal hverdag. Jeg bliver også testet hver uge, for at være sikker.
  • Julie: jeg følger ugeskemaet fra start til slut – det giver ro i maven.
  • Freja B: vi er tre fra klassen, som mødes hver dag i en slags studiegruppe. Vi er i skole med madpakker, holder pauser og laver lektier. Det er næsten ”skole”.

Andre finder ro og tid til at være mere kreative – der tegnes, bages, fixes knallert og der skabes historier.

  • Filuca: der er tid til at få tankerne ned på papir – masser af begyndelser, men slutningerne lade vente på sig.
  • Emily: jeg tegner meget mere nu – jeg får inspiration og hjælp fra min far, der er tatovør.
  • Lasse: rart at være ude i værkstedet, jeg hygger mens jeg hører radio.

Buk og stræk

De unge mennesker sidder absolut ikke stille – langt de fleste iklæder sig varmt tøj hver dag for at gå en tur – enten alene, med hunden, med et familiemedlem eller én fra boblen.

  • Jonas: en løbetur er et afbræk fra stolen foran computeren – det giver frisk luft til hovedet og virker motiverende
  • Elisa: gåture med mor er vigtige – det er min alenetid!
  • Matilde: jeg har valgt at sige hej til alle dem jeg møder – en slags ”Vi er sammen om det her” – og jeg ser dig.
  • Emily: jeg går ture, mange ture – man bliver ensom af at sidde alene derhjemme. Når jeg går ture, så ser jeg jo nogen.

En duft af sport er utrolig vigtig for de unge, der savner deres idrætsaktivitet.

  • Isabel: jeg træner 4 gange om ugen – virtuelt fodbold – det er rart, at vide, at jeg skal noget – at jeg skal gøre mig klar til noget.
  • Freja P: når jeg træner virtuelt, så booster vi holdånden – vi er sammen selvom vi er langt fra hinanden!
  • Lasse: vildt vigtigt at kunne opretholde den fysik man har opbygget – når jeg træner online Taekwondo, så føler jeg mig fit

Socialt nærvær uden kys og kram

Vi rykker tættere sammen i en coronatid. Mange elever fortæller, at de er meget mere sammen med deres familie. De laver flere ting sammen, snakker mere sammen og oplever nye sider af hinanden.

  • Silje: vi er blevet meget bedre til at være sammen. Vi var i forvejen tætte, men nu er vi endnu tættere.
  • Jasmin og Louise: vi mødes hver fredag på skift hos hinanden til spilleaften. Det er noget at se frem til og vi kender hinandens forældre på en helt anden måde.
  • Nina: jeg laver meget mere mad nu. Min mor arbejder med sårbare, så jeg hjælper til, så hun kan slappe mere af.

Der Facetimes, chattes og snappes

De sociale platforme er af gode grunde elevernes mest anvendte former for kommunikation med venner og familie.

  • Naja E: jeg facetimer min mormor og morfar – jeg savner dem! Jeg har bedre samvittighed, når jeg har både set og hørt dem.
  • Emil, Max, Nicklas og Philip: vi kobler os på Discord hver morgen, hvor vi snakker med hinanden – det er hyggeligt, man er ikke alene!
  • Nicoline: jeg snakker sammen med bedsterne hver dag – vi har en Snap chat gruppe i vores familie – vi ”snapper” hinanden hver dag.

Vi kloges på hinanden

I samtalen blev vi klogere på hvilke udfordringer der takles med hvilke metoder – der blev udvekslet og det blev reflekteret.

  • Caisa: jeg kunne godt blive bedre til at kontakte min familie – det vil jeg gerne blive bedre til.
  • Freja S: vi var i sommerhus i 3 dage – det betød meget ”at se andre vægge”
  • Sidse: det er rart at kunne ”snakke sammen”, men det er rarere at mødes
  • Simon: det er vigtigt, at opretholde venskaber selvom vi ikke må mødes
  • Freja P: vi ser meget til mine bedsteforældre, det er rart, at der er mere tid til dem – vi hygger os.

De klarer den, de unge mennesker. Ovenstående er ikke en rosenrød beretning om hvordan det kunne være, men en virkelighed om, hvordan det faktisk er for mange af dem.

Epilog

Jeg går fordi oppe på udskolingsgangen – aldrig har der været så stille. Ingen løben efter hinanden, ingen pludselige hvin fra tøserne eller et brøl fra en gut, hvis sodavand er væltet eller snuppet af en lømmel.

Ingen hilsner, ingen ”skal vi ha´dig om lidt?”, ingen ”hun kommer” – hvis bare….

De savner hinanden! De savner nærværet, jagonen, ”kampene” og glimtet i øjet. De savner puffene, at dele en madpakke og slås om den næste ……

De savner anerkendelsen og påskønnelsen – de savner at kunne ”mærke” hinanden og os – de voksne.

Og vi savner dem!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *