I fredags var jeg til foredrag med Sustain Daily, der havde fokus på det gode (forbandede svære) bæredygtige liv. Vi blev introduceret for de 7 kriger-typer, som Sustain Daily havde ”kalkuleret” sig frem til gennem deres kendskab til bæredygtig livsstil.
Jeg vil i dette oplæg give jer et kort resumé af de 7 kriger-typer, for at give jer mulighed for at finde netop jeres og med dette kendskab til jeres kriger-type at kunne fokusere mere på netop den arena I kæmper på. Altså en slags kortlægning med et resultat, hvor man bliver bevidst om hvilken mission man kæmper for.
Klima-krigeren
Måske er du klima-krigeren, der kæmper for et klimamål. Verdensmål nr. 13 handler om klimaindsats og du kæmper for at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser. Du kæmper f.eks. ved at købe varer med et lavt klimaaftryk – du reflekterer over transport af produkter, over udledning af drivhusgasser og du vælger en rejseform med lav udledning af kuldioxid, når du skal på ferie.
Du genbruger på den store klinge og måske har du ændret din kost til en mere plantebaseret kost. Ét af dine kardinalpunkter er madspild – du kæmper for at lave en madplan med klimavenlige produkter, du har styr på spisekammerets indhold og ved hvilke varer, der snart løber ud af dato. Du har et arsenal af gode opskrifter til hvordan man lige bruger de sidste rester til en lækker ret – intet går til spilde. Hvis du er modig, så skralder du i dine lokale butikker efter lukketid. Du husker selvfølgelig ”reglerne” for at skralde.
Miljø-krigeren
Du er miljø-krigeren, der sætter naturen først! Dit verdensmål er nr. 12, som handler om ansvarligt forbrug og produktionsformer. Du kæmper overordnet for, at vi skal reducere vores fodaftryk på naturen ved at ændre den måde vi producerer og forbruger vores varer og ressourcer på. Du er indædt økolog – du har økologiske holdninger og adfærd. Du vælger økologi ud fra et miljømæssigt hensyn.
Du har tjek på dit forbrug af vand – har spareperlatorer og vandbegrænsere på vandhanerne, du har A+++ apparater, vandbesparende lavtskyllende toilet, regntønder og så går du i brusebad! Du støtter grøn energi og har måske alternative energikilder installeret – f.eks. solceller eller solfanger. Du kører måske i en hybrid eller el-bil. Måske kører du på cykel J
Du trives uden for – i din have har du et insekthotel, hvor du har skabt gode opholdssteder for overvintrende insekter, som skjulested og som plads til at kunne formere sig. Insekterne er vigtige for dig, da de er med til at skabe balance i naturen.
Du kæmper for at opretholde biodiversiteten – den menneskelige aktivitet præger biodiversiteten på den negative måde og du kæmper for at vende kursen. Du oplyser, du viser og du handler. Du står i spidsen for at frede et økosystem når der er behov for det og du leder indsamlinger af affald.
Social bæredygtigheds-kriger
Du kæmper for retfærdighed, livskvalitet og lighed! Dit verdensmål er nr. 8, som handler om at, fremme vedvarende, inklusiv og bæredygtig vækst, fuld og produktiv beskæftigelse samt anstændigt arbejde til alle.
Du kæmper for social bæredygtighed – for at de produkter du køber er lavet af mennesker, der får en ordentlig løn, har ordentlige arbejdstider og arbejdsforhold. En social bæredygtig produktion tager et medansvar for lokalområdet, for uddannelse, for sundhed og for det omgivende samfund på en måde, så produktionen bidrager til hele samfundets udvikling. Du kæmper for social retfærdighed, da du ønsker at mennesker skal behandles retfærdigt.
Din arena kan være svær at se for andre omkring dig – du skal gøre os opmærksom på de muligheder du møder på din rejse, så andre også kan støtte dem. Du skal undervise os, vise os, invitere os til at støtte din kamp – den er værdig.
Du tjekker labels i dit tøj, sikrer at brandet/mærket er troværdigt i forhold til dine værdier. Du støtter små projekter lavet af lokale rundt om i verden – du er en Fair Trade kriger!
Dyrevelfærds-kriger
For dig har dyr mere værdi end mennesker – dyr for dig er ikke et behov, der skal dækkes, hverken som føde, som nyttedyr eller som kæledyr. De skal leve uafhængigt at mennesket på oprindelige præmisser.
Du er veganer – spiser kun plantebaseret kost og søger at undgå alle former for udnyttelse af og grusomhed imod dyr til føde, tøj og andre formål.
Hvis du ikke er veganer og ser dig selv som dyrevelfærds-kriger, så kæmper du måske for landbrugets omstilling til mere bæredygtig produktion, så vores produktionsdyr igen kan opleve mudderbade, mælkebøtter og frisk luft.
Du kæmper for krøller på halen på grisene og kvæg på græs om sommeren. Du kæmper for støvbade og næb på vores høns. Du kæmper ligeledes for at transport af dyrene bliver overholdt til punkt og prikke!
Du stiller høje krav til dyrenes velfærd, sundhed, fodring og miljømæssige hensyn.
Sundheds-krigeren
Du kæmper for at leve et liv, hvor livskvalitet og sundhed i stadig mindre grad skal påvirkes at forurening fra produkter, fødevarer, arbejdsmiljø, trafik og indeklima.
Du kæmper for at de kemikalier, der anvendes i samfundet, hverken må give uønskede virkninger som kræft, forhindre vores fertilitetsevne eller ændre vores arvemasse.
Du kæmper for at forurening ikke påvirker din sundhed – det være sig udledninger til luft, jord og vand. Og du kæmper for at sikre sunde fødevarer af høj kvalitet uden brug af sundhedsskadelige stoffer.
Du kæmper også for at de produkter, der sælges ikke afgiver eller indeholder skadelige stoffer så som hormonforstyrrende stoffer i plejeprodukter.
Du kæmper ligeledes for at ingen skal udsættes for sundhedsskadelige påvirkninger fra kemiske stoffer – f.eks. kræftfremkaldende stoffer, organiske opløsningsmidler og tungmetaller.
Du viser måske vejen frem, ved at sylte selv, have en nyttehave, lave egne rengøringsmidler og plejeprodukter.
Less waste-krigeren
Du er skralde-kriger og du kærer dig om alle aspekter af affaldsbelastningen. Du kæmper for at de sparsomme ressourcer bliver brugt fornuftigt og at de indgår i bæredygtige cirkulære økonomier. I cirkulær økonomi indgår produkterne og deres indholdsstoffer i kontinuerlige kredsløb, hvor der er fokus på genbrug og genanvendelse.
Du kæmper for at afskaffe unødig emballage og på at reintroducere sund fornuft med muleposer, glasopbevaring af madvarer og på at man bruger alle madrester.
Du har planlagt ugens madplan og du ved hvad der er på hylder og i fryseren. Du har styr på gode tilbud, need to have og nice to have.
Du praktiserer måske minimalisme, hvor du fokuserer på det vigtigste og fjerner det overflødige. Du kender til dine værdier og lever derefter. Du tør leve et liv efter egne behov og er tro ved det.
Du kæmper for zero waste, hvor du forsøger, at undgå alt affald i din livsstil. Det betyder, at du kæmper for Refuse, reduce, reuse, recycle or rot i din hverdag. Det betyder, at du ofte siger nej tak, du prøver at reducere dit forbrug, du bruger tingene indtil de går i stykker eller er brugt op, du støtter op omkring genbrug og komposterer dit affald.
Du kæmper for stop madspild og skralder måske.
Væredygtigheds-krigeren
Den sidste kriger er for mig ikke en velkendt størrelse, så derfor vælger jeg at lade organisationen Rethink Human Being klare forklaringen for mig. Benyt dette link
Konklusion
Alle 7 krigere er beskrevet. Du har måske fundet din kriger eller dine krigere. Jeg tænker, at mange os er flere krigere på én gang. Jeg håber, at dette indlæg vil kunne skærpe din mission og give dig mod på at tage kampen endnu mere op i netop din eller dine valgte arenaer. Rigtig god kamp!
Du må meget gerne tilføje, hvis du tænker at jeg mangler noget i beskrivelserne.
Hej Betina :-). Fantastisk blog du har – glæder mig til at følge med. Jeg har lige læst dit indlæg oven på min tråd i “minimalisme og købestop”-gruppen. Jeg kan se, at jeg nok lige nu prøver, at være kriger for alt på en gang :-). Og har fået meget at tænke over – tak for din kommentar i gruppen og for invitationen her :-). Kh Rikke
Hej Rikke,
Hjertelig velkommen på bloggen 🙂 jeg havde nøjagtig den samme følelse, da jeg forlod foredraget og brugte tiden hjem på at sætte informationerne i struktur. Jeg blev selv skarp på de 7 krigere efter at jeg havde skrevet indlægget og ved nu at jeg er en blanding mellem miljø, klima og less waste-kriger og det vil jeg forfølge i den nærmeste fremtid. Jeg er igang med at designe nogle “våbenskjold”, med symboler fra de 7 krigere- dem poster jeg på Instagram. Rigtig god onsdag – mvh Betina
Hej Betina
Hvor dejligt at du fik en masse ud af foredraget. Især måske en øjenåbner om, at man ikke kan passe på sig selv og samtidig kæmpe på alle 7 fronter/værdier 🙂
Hej Johanne, jeg fik rigtig meget ud at jeres foredrag – det betød for mig, at fokuset for min mission blev mere tydelig og at jeg derfor kan kanalisere min energi de rette steder.Jeg læser ligeledes med begejstring magasinet, især artiklen om “hjernen” var interessant og jeg har benyttet metoden i forhold til nogle kolleger, der var nysgerrige på den ufede måde. Det virkede! Tak for det 🙂
I spent a lot of time to locate something similar to this
I hope it makes sense to you and the translation is understandable.
It works really well for me