Fredag d. 29 november er det atter Black Friday – en dag, hvor vi hylder overforbrug, impulskøb og udhuling af jordens sparsomme ressourcer. Sidste års Dankorts tal fra Nets afslørede, at danskerne havde et samlet dankortforbrug på 1,94 milliarder kr. på Black Friday – Mobileonline omsatte for 228 millioner og reporterede en omsætningsstigning på 93% i forhold til 2017.

”Danmark er åbenbart et af de lande i verden, der forbruger allermest per indbygger. Hvis resten af jorden havde et forbrug som vores, ville der være brug for 4 jordkloder”. Den sætning har jeg læst mange gange og den rør noget dybt inden i mig hver gang. Afmagt og vrede over vores tilsyneladende tilbagelænet tilgang i forhold til de synlige konsekvenser. Man skal godt nok være både døv, blind og dum, so to speak, hvis man ikke kender til konsekvenserne af vores forbruger-livsstil. De er daglig læsning i aviser, på sociale medier og på TV –  og samtaleemne blandt mennesker og alt imens vi reflektere over jordens status, så spørger vi alle sammen om hvilken forskel jeg kunne være i dette senarie – det er temmelig nemt at svare på – da du og jeg er de altafgørende faktorer og at vores forbrugeradfærd virkelig gør forskellen både positiv og negativt.

Det er ingen hemmelighed, at min julestemning næsten ikke kan måles – det var lidt anderledes, da børnene var små og man hyggede med bagning, juledekorationer og oplæsning af gamle julehistorier fra min egen barndom, men det føles bare meget anderledes nu. Med min omstilling til en grønnere og mere bæredygtig livsstil, så har jeg haft tid til at reflektere over mit generelle forbrug og jeg har omlagt næsten alt.

Jul i dag bliver for mig en stresset tid, hvor jeg pisker rundt – ofte på nettet for netop at finde de gaver som man ønsker sig. Jeg henter pakker alle vegne og krydser fingre for at intet skal byttes. Jeg har lavet en oversigt over gavemodtagerne, deres ønsker, bestilling, fragt, modtaget osv. Et kæmpe logistisk mareridt som gentages hvert år og som jeg på ingen måde finder nogen som helst positiv energi i at gøre – det er en pligt og jeg er tror ikke længere på det!

Jeg er med til at stimulere et kæmpe overforbrug af ting og sager, hvilket overhovedet ikke stemmer overens med min bæredygtige omstilling og nu har jeg besluttet at det er slut. Der er ikke julegaver i år. Vores 4 voksne børn får en gave hver, der er behov for – én har hul i vinterstøvlerne og ønsker sig nye. Det giver mening og er ikke et merforbrug, men et nykøb, som vil gøre gavn i flere år. Èn forlader snart reden, hvilket betyder behov for basis flyttehjemmefra-ting – det giver mening!

At give mening er selvfølgelig en subjektiv opfattelse eller vurdering af og holdning til en bestemt sag eller sammenhæng – det er jeg bevidst over og jeg er heller ikke den eneste, som har en stemme i denne beslutning. Derfor har vi i vores husholdning valgt, at min omstilling ikke skal forhindre andre i husstanden i at købe gaver.

Jeg vidste godt at det vil være sårbart at diskutere julegaver – der findes vel ikke noget mere sårbart end at rokke på traditionerne. ”Vi plejer jo at…..” – jovist, men er ”plejer ikke død” i mange andre henseender? Jeg tænker ikke at julen er statisk. Hvis man fik en vegetar til julemiddagen, ja så lavede man fluks en ret, der tilgodeså den livsstil. Hvis man fik en anden troretning til julemiddagen, ja så tilgodeså man jo også den religiøse livsstil. Hvorfor skulle man ikke kunne ændre på julegaver, når jordens tilstand dagligt synliggør, at vores overforbrug skaber vilde vejrfænomener, tab af dyre- og plantearter og heftig luftforurening. Alene vores julegaver udleder cirka én million ton CO2 om året svarende til cirka 200 kg CO2 per dansker.

Der er jo et helt vildt tal, taget i betragtning at hver danskers private forbrug i gennemsnit udleder ca. 12 tons CO2 om året – altså 12000 minus de 200 kg på 364 dage, hvilket giver ca. 32,4 kg per dag. Og så liiiige juleaften, hvor vi i gennemsnit udleder 200 kg CO2 på vores gaveindkøb.

Jeg vil en ny og anderledes jul, som favner den grønne og bæredygtige omstilling. En jul som ikke tager udgangspunkt i gaver. En jul med fokus på fælleskabets værdier. Lykke er ikke lig med summen af vores ejendele – det handler vel om at være noget for og sammen med andre mennesker!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *