Som ny udsprunget wannabe minimalist har jeg opsøgt al min viden på nettet, på blogs og på you tube. Og der er rigeligt må man konstatere – til tider en ren jungle af informationer, gode ideer og erfaringer. Som med næsten alting nyt, må man forsøge at finde ens egen vej gennem junglen og her er jeg stødt på denne hjemmeside http://www.zenhabits.net/simple-living-manifesto-72-ideas-to-simplify-your-life/ . De 72 ideer vil jeg sortere i og udvælge dem, der vil kunne støtte op omkring den oprindelige udfordring – at omstille mig fra en ”grøn” livsstil til en så bæredygtig livstil som muligt på 1 år.
Light version minimalism
Minimalisme betyder, at fokusere på det vigtige og fjerne det overflødelige. Det vigtige og det overflødige er selvfølgelig individbestemt. Minimalisme er en livsstil, der kan hjælpe med at fokusere på det, der giver værdi i livet og dermed give mere plads til de vigtige aspekter af livet – sundhed, relationer, personlig vækst og glæde.
Da jeg indhentede viden om minimalisme stødte jeg ofte på disse nøgleord: fysiske ejendele, tid, sociale relationer og forbrug. Begreberne implementeres i mange forskellige niveauer, fra totalt minimalistisk når man kun ejer 50 ting i livet, til folk der bor i meget små huse uden moderne hjælpemidler – off grid – til mig, der forsøger at gøre op med behovet for at tingsliggøre min eksistens.
Forbrug og fysiske ejendele
I et tidligere indlæg skrev jeg om oprydning og det hænger for mig sammen med forbrug. I ren Kon Mari stil har jeg gennemgået hele huset og enten fundet rette steder til ting og sager, doneret, smidt ud eller put on hold. Det var en herlig proces! Den fysiske oprydning i skabe og skuffer er altid en fest……den digitale oprydning eller den fysiske dokumentoprydning er for mig knap så festlig. Det tager timer at komme igennem gamle kvitteringer, sætte skattepapirerne ind under de rette faner, for ikke at hidse sig op over computerens mappehysteri. Jeg lover, at jeg i fremtiden vil arkivere mine dokumenter med det samme i det rette mapper – det lover jeg…..
Det kom ikke som nogen overraskelse at, jeg ikke ejer alverden – det har jeg aldrig gjort. Måske hænger det sammen med at jeg har flyttet temmelig mange gange – hver gang er en slags renselsesproces, hvor man tynder ud i ejendele, der ikke længere har værdi eller som man bare ikke bruger længere. Det kender de fleste, tænker jeg.
Jeg har faktisk også svært ved at købe nye ting – jeg er ikke den, der skynder mig ud for at købe nye puder til sofaen, når farverne skifter – ej heller, den der er underlagt modens krav. Jeg har ikke behov for at vise mit medlemskab i forbrugsfesten. Som kvinde kan det være svært at stille sig uden for dette medlemskab, men jeg oplever ikke at blive stigmatiseret for denne beslutning – jeg har tværtimod fundet ro i ikke at skulle jage trenden.
Det har virkelig været en øjenåbner for mig, at omstille min livsstil. Jeg har i årevis glædet mig selv med nye klude, men ved nærmere eftertanke er det ikke den slags glæde der virkelig gør mig glad. For det første varer den kun et splitsekund, for det andet er den grådig – den skal fodres jævnligt og for det tredje er det møgdyrt, at følge med moden. Mode er en forbrugsfest, som har mange lig i lasten – den fest ønsker jeg ikke længere at deltage i. Instagram bugner af billeder og fortællinger omkring modens negative aftryk, lige fra det massive vandforbrug i fremstillingen af jeans til konsekvenserne af de arbejdere, der omgives af giftige kemikalier for at vi kan berige os selv med endnu en klud.
Jeg har syndet – jeg har købt nye ting i forbindelse med omstillingen – ingen tvivl om det. En ny madkasse fra Pulito, glas til opbevaring, min nye bambuskaffekop, sæber, poser til det ene og det andet. Men det giver mening på et helt andet plan. Jeg føler faktisk en længerevarende glæde ved at passe på miljøet, passe på de sparsomme ressourcer og ved at være talsperson for den bæredygtige livsstil. Der er positive erfaringer ved købene og jeg føler at mit behov for nye bæredygtige ting har fundet et godt leje. Jeg er ikke stormet ud for at erstatte alt mit plastik i hjemmet, ej heller erstattet alt mit tøj eller solgt bilen. Med tiden vil disse ting blive erstattet, men indtil da vil man kunne finde Ikeas plastikopbevaring i mine skuffer. Manden glæder sig til Teslaen….
Impulskøb
Ringe vidensindsamling kan betyde elendige indkøb – den kender vi vist alle sammen…. Da Charlie ankom – vores røde kat, købte vi et ultralækkert tæppe til udekassen og en fantastisk katteseng til huset yngste beboer. Charlie bryder sig overhovedet ikke om at ligge i sengen og tæppet er ligeså rent som den dag vi købte det. Men hvor kunne vi vide det fra? Jo, hvis vi nu lige havde stukket en finger i jorden, så havde vi nok kunne klare os med 2 billige hundetæpper….ja, jeg faldt i..
Sund fornuft og “ro i trussen”, havde nok ændret vores køb – men vi kom hjem med vores impulskøb, fattigere og naive, da vi opdagede at behovet slet ikke eksisterede. Charlie elsker nemlig gulvvarmen på badeværelset. Nu undrer du dig selvfølgelig over, at der er gulvvarme i mit…vores badeværelse – men det er én af de ting, som man kan være lidt uenige om i disse klimaforandringstider.
Jeg fralægger mig ikke ansvaret for mine impulskøb til katten, men hold da op, hvor bliver vi konstant påvirket til at føle behov for et eller andet. Aldrig har udbuddet af ”varer” været større og mere tilgængeligt. Alt kan nås på nettet og man kan få det bragt lige til døren. Man skal være standhaftig, stædig og snusfornuftig for ikke at lade sig friste.
Den bæredygtige udfordring blev min livline – jeg er blevet meget bedre til tænke behovet for en ny ting igennem, inden jeg tager pungen op af tasken. Mine impulskøbsdage er talte. Jeg er også blevet meget bedre til at tjekke nettet for anmeldelser, både for kvalitet og prisen. Jeg tjekker naturligvis også niveauet af bæredygtighed ved mine nyindkøb.
Tid
Som minimalist er tid en rigtig spændende faktor. Ved at omstille sin livsstil til en minimalistisk, vil man opleve at få mere tid. Det der er tidskrævende i dag, vil en minimalist have styr på. Hjemmet er ryddeligt, alt har en plads og en funktion, der giver mening. Intet er overflødeligt!
Der er styr på ugeplaner, madplaner, vasketøjet – alt er i systemer. Indholdet af fryseren er optalt og madvarernes udløbsdato er noteret i en lille bog. Den sociale kalender er opdateret. Behov er kortlagt – rutiner er etableret. Så er der pludselig mere tid til nærvær, det man selv gerne vil berige sit liv med – læse, lære noget nyt, dyrke krop og ånd, musik – find indre fred, have mere fokus på egne mål – ja, listen er lang – vel at mærke, hvis der er tid til det.
Betina som minimalist version 1
Jeg synes, at der er styr på det herhjemme – uden at skulle gøre tilværelsen total ulidelig for andre i husstanden, så må der være begrænsninger på hvor minimalistisk man kan tillade sig at være. Der er orden i skabe og skuffer, udløbsdatoerne kommer stadig bag på mig – måske er den lille bog en metode, jeg kunne forsøge mig med. Fryserens indhold kunne ligeledes komme i bogen. Madplan er godkendt, den spiller godt sammen med den sociale kalender.
Jeg tænker, at den store oprydning gjorde kål med det overflødelige og at jeg bestemt har et godt udgangspunkt, for at kunne påbegynde udvælgelsen fra de 72 ideer til at gøre min tilværelse nemmere – mere minimalistisk.
I den kommende uge vil jeg fokusere på, at lave en liste med 4-5 punkter over de mest vigtige ting i mit liv.
Hvad er vigtigst for mig?
Hvad har det største værdi for mig?
Hvilke 4-5 ting har jeg mest lyst til at gøre i mit liv?
Hvis disse 4-5 ting er så vigtige for mig, så skal jeg jo også give mig tid til dem og hvordan gør jeg så det?
Jeg glæder mig til udfordringen – det skal blive interessant, at se hvor den lander.