Bæredygtighed, minimalisme og grøn livsstil var ikke velkendte begreber i mit barndomshjem. Udenom min beskyttende parcelhusudstykning var andre godt igang med fællesspisningen, græsrodsbevægelser, miljøbekymringer og energipolitiske debatter. Det snakkede man ikke med børn om, da jeg var lille – ihvertfald ikke hjemme hos os.
Jeg var et udebarn – det var vi fleste, tænker jeg sidst i 70érne – før det moderne TV, elektroniske gadgets og heldigvis før sociale medier. Vi byggede huler, klatrede i træer, rullede på rulleskøjter, tegnede med kridt på vejen – vi havde et stærkt fællesskab, hvor vi skabte historier sammen.
Jeg var spejder – det var de fleste af pigerne fra min klasse. Den blå uniform fulgte mig i mange gode år – fra blåmejse til leder af troppen. Kerneværdierne hos spejderne tager udgangspunkt i at værne om naturen og fællesskabet – det ligger i god tråd med hvordan jeg anskuer bæredygtighed. Ansvarlighed, fællesskab og handling.
Tiden hos min mormor står tydelig i min erindring – vi hyggede i hendes store nyttehave – gulerødder, bønner og kartofler side om side med tagetes og nelliker. Vi må have tilbragt timevis i den have – bare mormor og jeg. Vi nød arbejdet og især de små indlagte pauser, hvor den vakkelvorne træbænk blev indtaget af en is og en øl til de to arbejdsmænd. Haven var en fælles mission – fra det tidlige forår, henover sommeren og til efteråret, hvor jorden blev vendt og det blev for koldt at sidde på bænken.
Missionen – det at være fælles om et projekt blev i virkeligheden aldrig italesat – jeg var jo bare en del af det arbejde, der skulle til, hvis mormor skulle være selvforsynende. Det var heller aldrig en pligt for mig at deltage – faktisk nød jeg alle opgaverne, både det sure og det søde. Det at være med, var bare så vigtigt for mig – man kunne lave fejl, blive rettet og komme videre uden konflikt. Man lærte!
Det havde sikkert været meget nemmere at gå til den lokale Brugs og købe grøntsagerne – ingen tvivl om det. Men vi kender det sikkert godt, at det man selv har sået, passet og til sidst høstet bare smager meget bedre – det smager af sund fornuft, af god økonomi og ikke mindst af bæredygtighed. Det begreb kendte min mormor i hvert fald ikke, men hun praktiserede det i rå mængder.
Det gjorde den generation – de sparede på energien, de spiste årstidens grøntsager, de cyklede, de reparerede alting lige indtil det ikke var muligt længere, de spiste op!
Bæredygtighed – af nød eller sund fornuft?
Hvis min mormor levede i dag, så ville hun være irriteret over det forbrug vi har skabt. Køb og smid-væk kulturen ville ikke være hendes kop thé. Hun havde ikke meget, men hun passede på det. Hjemmet var præget af genkendelighed – der var ikke stor udskiftning af ting – det skete kun i det omfang det var nødvendigt – når det f.eks. ikke virkede længere. Det man ikke selv havde, kunne man låne af hinanden.
Vi har måske glemt at passe på vores ting – det er ofte nemmere at købe nyt end at reparere – sommetider helt umuligt. Det er de færreste mennesker, der har færdigheder til at reparere elektronik. Vores beklædning er præget af fænomenet mode – hvis vi går i sidste sæsons farver eller stil, så er det tydeligt, at vi ikke følger med – at vi ikke deltager i forbrugsfesten. Så er vi udenfor – anderledes. Ikke alle kan klare at være anderledes – at være udenfor.
Mormor var ikke udenfor – hun var bare et andet sted i sit liv. Jeg kom til, da hun var 40 år og jeg tilbragte de næste 17 år sammen med hende indtil hendes alt for tidlige død i 1987, som 58-årig. Hun havde fundet den rette plads i livet for hende, hun var en arbejdsom, sparsommelig og hjælpsom kvinde. Hendes værdier var sunde for os omkring hende – kærlighed, tryghed og omsorg. Hun gav sig altid tid til mig, lyttede, hjalp og guidede mig efter behov. Egenskaber som disse gør et godt menneske – det gør alverdens tøj, møbler, sko og gadgets ikke. Værdien af os er i vores handlinger – ikke i vores ting.
Min mormor var ikke bæredygtig af nød – det lå i hendes gener.
Det ligger også i mine gener – og med min bæredygtige mission føler jeg et glædeligt gensyn med minderne fra dengang. Disse minder giver mig fremdrift og troen på at jeg kan genskabe en grad af selvforsyning selv i min lille parcelhave, at jeg kan finde værdi i andet end ting og at jeg kan genfinde glæden ved at skabe.
Jeg er ikke bæredygtig af nød – men jeg er bevidst over mit formål og mål. Man skal være blind, døv og dum, hvis man ikke kender til klimaforandringer, klimaaftryk, madspild, sparsomme ressourcer, forurening……. Vi bliver dagligt bombarderet med elendigheder og jeg føler mig ofte totalt skudt til hjørne – hvad i al verden kan jeg gøre af forskel?
Bæredygtighed – me, myself and I
Jeg har valgt, at påbegynde en livsstils-omstilling – 12 måneders udfordringer med at omlægge mit liv til en mere grøn, bæredygtig og minimalisktisk livsstil.
Jeg, jeg, jeg…..jeg er ikke alene.
Jeg har besluttet, hvad jeg har lyst til, hvad jeg har af behov for at realisere mine drømme og jeg har sat retning på mit projekt – men jeg kan kan ikke bestemme retning på et liv, som jeg deler med en anden. Det er jo vores liv – ikke kun mit. Det er bare supersvært at forstå, at missionen ikke er ligeså vigtig for andre, som den er for mig – det handler om vores eksistensgrundlag – hvad kan være mere vigtigt end det?
Jeg oplever, at min ståsted – mine værdier ændres i takt med at jeg kloges på begrebet bæredygtighed. Jeg kan ”se” steder jeg ikke ville have set før nu. Jeg lytter og læser på en anden måde – jeg mærker, at jeg får nye behov, der er nye tanker og jeg er i gang med at bryde med mit gamle værdisæt. Det nye værdisæt slår sig på vores gamle livsstil.
Det sætter gang i bølgerne – der er flere samtaler, flere spørgsmål, flere diskussioner om sårbare emner og det er bare svært.
Jeg stopper op – går det for hurtigt?
Kræver ændringerne mere tid?
Har jeg i virkeligheden ikke forventnings-afstemt med andre end mig selv?
Når man bakker op, bakker man så op omkring alt eller?
Hvor går ens egne grænser og hvordan bliver de italesat?
Hvem siger, at min vej er den rigtige?
Hvordan kommer man videre uden at skulle give afkald på egne værdier?
Hvordan i al verden bliver min mission til vores mission?
Mormor, haven og jeg var hverdag – sådan var det bare. Bæredygtighed er ikke hverdag – det er en transition. Noget vi gør sammen, over tid og med god tid! Vanebrud er lettere for nogen – de ser måske lyset hurtigere eller klarere, mens andre skal vænne sig til tanken, ideen, livsstilen.
Måske har I også lignende erfaringer i forhold til jeres bæredygtige rejse – hvordan kom I videre? Hvilke hensyn blev der taget? Jeg tager hjertens gerne imod råd.
