Inspireret af Grøn forskel´s 52 grønne bud på, hvordan man kan gøre sin livsstil mere grøn i 2019, har jeg valgt at fokusere dette indlæg på hvordan jeg kan forbruge klogere og mindre, ved at få et overblik over vores økonomi og derefter tage nogle bæredygtige beslutninger.
Jeg har valgt at tage udgangspunkt i det beløb, som vi har til rådighed på vores ”madkonto” – de andre konti er delvist ”renset” for urenheder, vores opsparing har sørget for et nyt tag og en filsning af huset grundet problemer med fugerne. På relevante områder har vi skiftet ud, så det passer til vores bæredygtige livsstil.
- Vi er for nylig blevet kunde i Ørsted. Her vil vi få dække vores årlige elforbrug med vindstrøm fra danske havvindmøller.
- Vi har skiftet Toyota Yaris Hybrid ud med Toyota Kona Electric (kommer først i januar 2020)
Økonomisk kan det ikke betale sig for os at skifte vores forsikringsselskab ud, men der er penge at spare på vores kommunikationspost, men kampen om TV-pakken vil sammen med gavekampen trække tænder ud. Mere om gaverne senere i indlægget.
Madkontoen
Denne konto er i virkeligheden ikke kun til mad, men dækker over gaver, benzin til Yarisen, hus- og have-behov og hyggen. Gaverne er selvfølgelig kommet på en overskuelig årsliste, så det ikke kommer helt bag på mig, at nogen skal have en gave, men hold da op hvor bruges der mange penge på gaver. Bare julegaver er noget af en udskrivning…og vores familie er ikke særlig stor.
Benzin til Yarisen er snart en saga blot – i januar 2020 opsættes en Clever oplader i carporten og med en fast pris om måneden på EL bliver det meget billigere – som i meget billigt….
Hus- og have-behov er meget forskelligt – når vi når til foråret, så vælter pengene ud af kontoen til diverse planteskoler og byggemarkeder. Jeg har valgt at gemme kvitteringerne fra begge og jeg ønsker ikke at lægge tallene sammen efter en sæson – i år har været ekstra dyrt på grund af konstruktion og etablering af højbedene, køb af palletank og så lige en helt ny indkørsel….
Hyggen indeholder diverse restaurant- og cafe-besøg, biffen med guf for ikke at nævne de utallige besøg til bageren – jeg kunne spare så mange penge, hvis jeg bagte mere selv.
Besparelser eller oprør?
Gaver – vi har et fast beløb på gaver til vores egne børn og et andet beløb til de andre familiemedlemmer. Desværre er langt de fleste ønsker meget kommercielle – noget fra et trendy brand, som inden længe vil være outdated og højst sandsynligt enten ligge i et skab blandt meget andet, eller komme videre til en velgørenhedsbutik, fordi det har udtjent sin værnepligt eller blevet for småt. Husk på at genbrug er fantastisk, men det gør intet for vores umættelige forbrug, vel? Hvor mon tingene på disse hylder stammer fra? Fast fashion vil være mit gæt.
Jeg bliver ofte skuffet over vores mer-forbrug. Det at vi skal have endnu et par sko, flere stykker tøj, flere smykker og så videre, når vi allerede har skabe og skuffer fulde af det. Disse ting er jo forgængelige, slides, bliver for små eller glemmes i bunkerne – og det giver ingen mening i min bog. En gave – for mig – betyder at den ”varer” længe, at den skaber en varigt minde og at den opfylder mere end et her-og-nu behov.
Jeg bruger tid på at finde gaver med mening for den enkelte modtager – og det kunne være den smukkeste tanke hvis jeg kunne give genbrugsgaver, hjemmelavede gaver eller bæredygtige gaver. Men her er vi ikke endnu tænker jeg – måske skal ungerne blive lidt ældre, førend de ser det fornuftige i det.
Det er ikke alle kampe man skal tage og gave-kampen er ikke oplagt lige nu. Den skyder jeg til hjørne – det er ikke tid til et bæredygtigt gave-oprør, det samme gælder for husstandens kommunikationspakke.
Hus-og have budgettet skal revideres. Vores have er nemlig i udvikling, vi er ikke helt færdige med nyttehaven, som udvides til efteråret med bærbuskene og frugttræerne. Det bliver også en udskrivning jeg skal tage i betragtning. Vi har ligeledes en nyplantet bøgehæk, hvor bedene fra hæk til græsplæne trænger til en kærlig havehånd. Haver er bare dyre! Selvfølgelig håber jeg at kunne spare lidt på indkøb af frugt og grønt, når nu mine afgrøder vælter op ad jorden…jeg krydser fingre.
Bageren er min store last – her vil jeg virkelig kunne spare penge, ingen tvivl om det! Jeg har besluttet at jeg vil bage mindst én gang om ugen. Søndag kunne være dagen, hvor der bages boller/brød og kage til den kommende uge. Dessert om onsdagen skal også være hjemmebagt (der kommer ungerne og spiser).
Om søndagen laver vi madplan og fremover vil jeg handle alle basisvarerne søndag formiddag. Man kan få rigtig mange økologiske varer i udvalgte lavprisbutikker og det vil jeg selvfølgelig benytte mig af.
Jeg har ofte rigtig svært ved at holde mig til min indkøbsliste – jeg skal virkelig forsøge at lade være med at fylde mere i kurven, med mindre det er et super godt tilbud. Men jeg er nok ikke den eneste, der opfinder behov undervejs. Jeg falder heldigvis sjældent i spotvarer-fælden. Efter jeg startede den bæredygtige livsstil, er det minimalt, hvad der ryger i kurven af disse varer. Det sidste jeg har købt er sugerør af metal, GOTS klude til servietter og et ECO vaskeæg på tilbud.
Der hvor jeg skal til at spare er på vores madbudget – jeg tænker at den ugentlige basisvaretur kan spare mange penge. En anden måde at spare penge på, er at handle uden min partner…..der kommer altid flere spændende ting, som ikke står på listen ned i kurven når han er med. Det er bare en konstatering….:)
Når man har valgt at være en sundhedskriger, så koster det! Økologiske varer er lidt dyrere, men det er en udgift jeg gerne accepterer. Jeg forsøger ligeledes at købe årstidens frugt og grønt – selvom det er svært nogen gange, når madplanen f.eks. bruger eksotiske varer eller når jeg pludselig forelsker mig i marokkansk lammegryde med kikærter og abrikoser. Klimaaftrykket fra New Zealandsk lam er temmelig højt…desværre, men det smager bare så godt. Én ekstra kødfri dag om ugen er også en besparelse både på miljøet og min pengepung.
Konklusion
Madplan laves om søndagen, efterfulgt af basisvareindkøb i lavprisbutik…med indkøbsliste, der ikke skal fraviges ud over mega gode tilbud. Slut med bagerne i den vante frekvens – der skal gang i hjemmebageriet igen. 2 kødfrie dage om ugen undtagen onsdage. Sidst men ikke mindst skal jeg være rigtig god til at gemme boner og holde regnskab med mit forbrug ellers løber det bare af sporet – men det sker jo kun for mig, ik?
Måske kan jeg nedsætte vores forbrug og dermed være mere økonomisk bæredygtig samtidig med at jeg passer på miljøet, klimaet og vores sundhed. Det er vel ret godt gået tænker jeg. Ét er ord, noget andet er handling.