Ja, hvordan går det så lige med det der bæredygtighed? Jeg er nu halvvejs igennem udfordringen og tænker, at det er tid til at evaluere fremskridtene, genbesøge værdierne i min mission og overveje hvilke stier jeg kan gå nedad, som vil kunne berige min bæredygtige rejse fremover.
Så langt, så godt!
Hold op hvor er der sket meget i mit liv siden jeg startede udfordringen den første uge i januar måned.
Det er omlægge ens vaner er ikke noget man gør uden omkostninger – vaner er underlige størrelser, som på en eller anden måde danner rammen om et liv – vi føler tryghed i vaner – om de er gode eller dårlige, så er vaner faste ritualer, som skaber struktur i vores ellers så forskellige måder at leve livet på.
Der har været vaner, der har været nemme at ændre på, mens andre er vedholdende og som kræver mere energi og overskud, hvis de skal ændres markant. For mig var det nemt at ændre mine personlige forbrugsvaner – mens jeg stadig kæmper med tanken om menstruationskoppen. Bæredygtige hygiejnebind ender jo stadig i forbrændingen – men lige nu kan jeg ikke forliges med andre muligheder. At skære ned på tøj og skoforbruget er også gået nemt – jeg helliger mig ét firma, som har en bæredygtig profil og jeg køber med følgende udsagn: Replace – don´t add.
Jeg køber kvalitet – noget dyrere, men jeg vil ikke være medejer at fænomenet ”Fast fashion” på nogen måde!
At skulle erstatte almindelige huslige indkøb som håndklæder, klude og indkøbsnet med økologisk bomuld er uproblematisk. Det samme gør sig gældende med rengøringsartikler. Nettet bugner af bæredygtige muligheder og Instagram har tusindvis af gode ideer til hvordan køkken og badeværelse hurtigt bliver mere bæredygtigt både i form af gadgets og metoder. Jeg har fået temmelig meget inspiration herfra.
Husk blot at være nøjsom – hvis vi ”bare” skynder os ud og køber alting igen – bare bæredygtigt, så har vi stadig belastet de sparsomme ressourcer og det giver jo ingen mening. Jeg har holdt fast i min Tupperware – de er efterhånden nogle ældre størrelser, som bør udskiftes inden længe, men indtil da, så bruger jeg dem da. Jeg brugte også de sidste plastikposer, den sidste shaver og det sidste dagcreme på hylden. Alt andet vil være dårlig økonomi og min miljøkriger ville blive irriteret over ”køb og smid ud-kulturen”.
Jeg har gode resultater i min krig mod plastikken – mange ting er ændret i min husholdning, mens nogle er svære at slippe af med. Jeg er som mange andre udfordret med min daglige indkøb, som er pakket ind i plastik. Det er ganske enkelt umuligt at komme hjem uden diverse plastikemballager og jeg er simpelthen så træt af det! Hvis jeg går på kompromis med min sundhedskriger og køber frugt og grønt, der ikke er økologisk, ja så er det muligt, at skære ned på plasten, men det vil jeg altså ikke!
Derfor ligger jeg inde med temmelig meget plast efter hvert indkøb – det må man altså kunne gøre bedre – også i provinsen! Jeg er heldigvis beriget med Madame Skrald, som er kommunens udvidet skraldespand med genbrug af papir, metal, plastik og glas samt madaffald og gråt affald. Jeg er blevet en haj til at sortere, men føler stadig skyld efter endt dag med megen skrald – hvordan i al verden havner det hele i min husholdning? Glæden bliver stor den dag, hvor det er muligt at købe ”løst” ind i provinsen…
Madplanen er en ren redningsplanke, hvor der kastes lys på mindre kød, flere grøntsager og reduktion af madspild. Det giver simpelthen så meget overskud i hverdagen, at jeg ikke skal overveje indkøb til aftensmaden og at der ikke havner alverdens unødvendige hovsa-indkøb i kurven på den daglige ruten gennem supermarkedet.
Sammen med den bæredygtige og grønne omstilling, har jeg taget fat i den minimalistiske livsstil. Efter en kæmpe oprydning – også på loftet, har jeg reduceret i de ejendele, der sjældent så dagens lys. Det føltes skønt at køre poserne afsted til nødhjælpen og endnu bedre at ”købestoppet” virker. Jeg har nu ikke behov for et decideret købestop – min miljøkriger og sund fornuft tillader køb der giver mening. Mange bruger købestoppet som en udfordring, men med Replace – don´t add filosofien, så kommer der også nye sko på mine fødder og en ny kjole, når slid observeres.
Det er langt mere problematisk med dovendyret – en mindre skade i låret har udsat mine gode intentioner, men jeg lover mig selv, at inden længe har jeg et medlemskab til et fitnesscenter og at mine løbesko nok skal opleve en svag slitage inde sneen ligger tykt. Det er jo vigtigt, at investere i ens alderdom, som min fysioterapeut sagde til mig…..tak for den da!
Det går langt bedre med mit sparsommelige gen – især med hensyn til vandbesparelser. Vores nye højbede bliver vandet med overskudsvandet fra både bruseren og køkkenvasken. For mig er det ingen ekstra omtanke, men det kræver en omlægning af vandvaner. Højbedene er langt hen ad vejen blevet en bragende succes – grønkålen, gulerødder og kartoflerne trives, men ærterne har åbenbart manglet vand og jordbærerne brød sig ikke om jordskiftet – jeg krydser fingre for næste års kæmpehøst! Jeg kan dog sige, at jeg nyder høst af egne afgrøder – det er en sand fornøjelse at sætte tænderne i nye kartofler, gulerødder og ærter samt nyde drivhusets mange agurker og tomater. Jeg har også lavet saftevand af solbærrene og gele af ribsene – lidt surt, tænker jeg. Rabarberne er nogle taknemmelige størrelser – triflier og kompotter er bare skønne! Vi påtænker sågar at udvide med flere højbede næste forår – bønner og squash samt auberginer kunne være skønt.
Jeg har været på ferie – en vandretur i Alperne og jeg tog flyveren efter nøje beregning. 2 timers flyvning i forhold til 22 timers togtur med 4 skift var en hurtig beslutning, da forskellen blev 60 kilo kuldioxid. Da jeg overhovedet ikke har boet luksuriøst på nogen måde på min 9 dages rejse, ej heller væltet mig i spa, gourmetmiddage eller brugt unødig transportmidler, så har min ferie været lav på kuldioxid på alle parametre, hvilket jeg faktisk er temmelig stolt af. I forhold til de 3-4 årlige rejser vi plejer at foretage, så er der virkelig skåret ind til benet med kun én rejse i år – jeg tror på at vi klarer den, men man kan aldrig vide……det bliver svært for mig, at klare efterårsferien uden dykningen, solen og All inklusive-armbåndet.
Så hvordan gik det så med det der bæredygtighed? Jeg kalder det bare for sund fornuft og jeg tænker, at det går sgu temmelig godt – der er plads til forbedringer, til nye udfordringer og til at tage sig tid til at nyde afkastet af omstillingen indtil videre. Der spares penge og der spares på ressourcerne. Det er godt for både mig, min familie og planeten.