Et restegilde er et måltid, der er lavet af de rester, der befinder sig i køleskabet og som er i overhængende fare, for at blive smidt ud.

Til de yngre læsere, så skal der være en voksen tilstede under madlavningen. Husk at få tilladelse til at tømme køleskabet for rester inden du går i gang. Det kunne jo være at nogen i husstanden havde andre tanker om de kogte ris eller den sidste ske kartoffelmos.

I dag er jeres udfordring ikke udenfor – med mindre I tænker på at lave bålmad, hvilket også er en fantastisk ide. Den er heller ikke særlig fysisk – med mindre du laver mad med alle køkkenredskaberne og efterfølgende skal vaske dem alle sammen op i hånden. Så kunne du med fordel vaske alle skabe og skuffer af mens du er i gang med forårsrengøringen…

Målet med denne udfordring er, at vi bliver lidt bedre til at bruge alle resterne, så vi undgå for stort et madspild. Der er skrevet meget om madspild, så det vil jeg ikke bruge vores tid på. Men hvis du er nysgerrig på, hvor mange tons vi spilder i Danmark årligt, så tjek denne side – du vil blive meget forbavset og måske en smule forarget.

Næ, du skal selv søge på nettet for at finde forskellige opskrifter til netop den rest du har i køleskabet. Jeg har ”lånt” 3 opskrifter fra nettet, hvor der henholdsvis bruges kogte ris og kogte kartofler.

Når du har fundet opskriften og lavet retten, så tag et billede og send det til en ven – send også linket på opskriften. Du kunne jo rate i hvilken grad du synes, at opskriften smager.

https://netto.dk/inspiration/din-hverdag/11-ideer-til-mad-med-rest-af-kartoffel/

https://www.bbcgoodfood.com/user/65852/recipe/potato-scones

Hvis du er blevet nysgerrig på hvordan du kan lave mad med rester, så tjek denne app For resten 

Hvis man virkelig vil prøve kræfter med at reducere madspildet i husholdningen, så kunne du foreslå, at I sammen laver en madplan for næste uge. Der er masser af tomme madplanskabeloner på nettet. Min er ganske simpel:

Det vigtigste ved denne madplan er, at man bruger alle de varer man har indkøbt inden de bliver dårlige. Du har sikkert prøvet at finde, en slatten agurkestykke i grøntsags skuffen, som var blevet glemt – eller hvad med en aftensmadrest i en plastik-container, som var blevet glemt bag mælken? Disse to ting er netop dem som jeg spildte mest af. Med en madplan har jeg fået overblik og bruger nu det meste af det jeg har indkøbt. Hånden på hjertet, så kan jeg stadig finde nogle tomater, der er på vej videre eller at rugbrødet er muggent.

Jeg foreslår, at I hver især skriver en favoritret op på bagsiden. Husk at tage økonomien i betragtning – oksemørbrad og sushi kunne hurtig blive en dyr fornøjelse, ik?

Det er oplagt i disse tider, at I får maddage – altså at man tager ansvaret for at lave maden fra start til slut – selvfølgelig med hjælp efter behov taget alder og færdigheder i betragtning. Det er jo ikke alle der er Masterchef kandidater…

Tjek retterne inden I handler. Kan resterne fra nogle af ingredienserne fra én ret bruges i en anden ret? Det kaldes for det cirkulerende køkken. F.eks. grøntkål som er i sæson lige nu kan bruges til mange forskellige retter. Hvis man er i tvivl om en grøntsag eller frugt er i sæson, så tjek disse to sider:

https://www.raavareguiden.dk/

https://saeson-web.dk/

Hvis I ikke selv har mod på at lave madplaner, så findes der mange lækre planer på nettet.

Rigtig god fornøjelse med projekt ”Restegildet” og de fremtidige madplaner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *