Denne aktivitet er for alle aldre. En tingfinderliste består ganske enkelt af en liste med en række forskellige ting, som man skal forsøge at finde ude i naturen. Man kan fysisk tage tingene med sig eller man kan tage billeder af dem.

En sådan oplevelse skærper vores sanser, når vi intenst fokuserer på at lede efter forskellige ting. En tingfinderliste kan også bruges som en konkurrence.

Da jeg var barn, kunne jeg se skatte alle vegne. Mine lommer var fyldte med skatte. En oval hvid sten, der lignede Fias og Hampus´, en fugleknogle, en hasselnød med ormehul og en lærkekogle….

Som voksen ser jeg stadig skatte derude. Det kan være svært at gå forbi en spændende kogle eller lade muslingen ligge på stranden – måske kender du til følelsen?

I dag kan du udfordre din lillebror, dine forældre eller måske en karantæneramt skolekammerat med en tingfinderliste. I dag er det helt lovligt, at fylde lommerne med skatte. Husk dog at tage dem op af lommerne inden tøjet skal en tur i vaskemaskinen.

Jeg har lavet 3 tingfinderlister:

Tingfinderlisten til de yngste

Èn til de helt små, hvor man som voksen skal hjælpe dem. Der vil her være gode muligheder for at snakke sammen. Denne listes ting kan man finde overalt – man behøver ikke tage i skoven. Husk at medbringe en stofpose, hvis I skal samle tingene eller en mobil, hvis I skal tage billeder. Jeg vil anbefale posen – det er nemlig så hyggeligt at snakke om de fysiske ting, når man kommer hjem.G

Man behøver ikke finde alt på listen – det er oplevelsen, der tæller. Hvis I ikke vil tage tingene med hjem, så tag billeder af dem i stedet. Især den/det der er levende.

Fototingfinderlisten

Den næste liste er til de lidt større børn. Her bliver de udfordret lidt mere. Der skal gives tilladelse til at man må færdes over lidt større afstande. Husk ikke at overtræde privat ejendomsret. Listen vil være ideel til en konkurrence. Måske kunne du selv finde på en ny fototingfinderliste, som du kunne udfordre nogen med.F

Husk at du ikke må være på privat grund – det betyder, at man ikke går ind i andres haver eller lignende. Hvis man virkelig gerne vil tage et bestemt billede, så kan man jo altid spørge, dem der bor der. Rigtig god fornøjelse med fototingfinderlisten.

Tingfinderlisten til en tur i skoven

Denne liste er super hyggelig. På med det varme tøj, husk en snack og fornuftigt fodtøj – du skal nemlig en tur i skoven. Husk stofposen eller mobilen, hvis du hellere vil tage billeder. Hvis du er rigtig heldig og meget stille, så kan det være at du oplever nogle af skovens beboere.  

Husk at blive på skovstierne medmindre du går i en skov, hvor man gerne må forlade stierne. Efterlad intet i skoven ud over dine fodspor. Rigtig god fornøjelse med listen.

Hvis du finder andre sjove ting, som man kunne sætte på en liste, så skriv til mig her på bloggen. Så laver vi en speciel karantæne tingfinderliste!

Rigtig god fornøjelse med tingfinderlisterne.

Lokalt Herfølge skole:

I finder de 3 lister i bålhuset på SFOén i dag tirsdag d. 17 marts, klokken 13:00. Der vil være 20 kopier af hver liste. De 3 lister er ligeledes ophængt, så man kan tage billeder af dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *